Beslutning før forandring

Indlæg  nr 2 ud af 34 fra bogen Angstfri!

Før vi tager fat på de enkelte løsningselementer, skal vi se på noget, der er grundlæggende i enhver forandring, nemlig; beslutningen, der er gået forud.

Forandringer kan være vanskelige at realisere – også selv om, de er positive. På trods af det attraktive ved at blive angstfri, så sker det sjældent helt af sig selv. Du skal træffe en beslutning og bakke beslutningen op med en koncentreret indsats. At blive angstfri er en læringsproces, der både kræver viden og vedholdenhed. Viden får du her, men vedholdenheden må du selv levere.

En læringsproces kan kræve tålmodighed. Nogle gange opfører hjernen sig som en hundehvalp, der har fået en fiks ide f.eks. om at tygge i tøfler. Du kan sige ”nej” og tage tøflerne igen og igen. Men aldrig så snart, du retter opmærksomheden mod noget andet – så er hvalpen igen i gang med sin ugerning.

På et tidspunkt må du tage en seriøs overvejelse og vælge: Vil du leve med et stort forbrug af tøfler eller levere en koncentreret indsats for at lære hvalpen at holde op. Det er på samme måde med hjernen. Heldigvis har det vist sig igen og igen, at hvis det er vigtigt nok, og du har truffet en dedikeret beslutning, så kan et menneske udvise så stor tålmodighed, at selv den mest tungnemme hvalp kan lære det.

Du kan se på det på denne måde: Du har gennem en del af dit liv indtil nu oplevet angst – og nu skal du træffe et valg! Der er principielt fem forskellige veje at vælge imellem:

  1. Kæmpe mod angsten.
  2. Undgåelsesadfærd.
  3. Stoppe livet.
  4. Tage medicin.
  5. Lære at blive angstfri.

Ved første øjekast kan det måske virke som om, valget er givet på forhånd. Men det er det ikke. Enhver løsning har en pris – og hvert af de fem valg har deres pris, som det koster at gå den vej.

  1. Prisen for at kæmpe mod angsten er udmattelse. At kæmpe mod angsten indebærer, at du deltager fuldt ud i livet, selv om du oplever angst ved at gøre det. Dette valg har mange mennesker truffet ubevidst – og det er måske også det mest naturlige i den første periode, efter angstens symptomer har vist sig. Du ved måske ikke helt, hvad angsten er, men den skal ikke have lov at vinde, så du vælger at kæmpe.
  2. Undgåelsesadfærd er at undgå det angstfremkaldende i stedet for at kæmpe mod den, som under punkt 1. Risikoen for angst indgår som et blandt flere parametre, når du beslutter, hvad du gør og særligt, hvad du ikke gør. Der vil være aktiviteter, du derfor afholder dig helt fra at gøre – og prisen ved at gå denne vej er, at livet opleves fattigere.
  3. Stoppe livet er principielt også en mulighed. Den er naturligvis kun medtaget på denne liste for at gøre den fuldkommen. Denne løsning er overvejet af mange, der har lidt af angst, men typisk frygter du døden endnu mere end at leve med angsten – og det hører derfor til sjældenhederne, at nogle vælger at betale den største pris af alle.
  4. Tage medicin. Om du kan lide det eller ej, så er psykofarmaka en mulig løsning. Nogle af dem, der prøver løsningen, får det også bedre, hvis det giver overskud til at løse de egentlige problemer. Du kan jo være i en situation, hvor det opleves, som om dette er den eneste mulighed. Prisen er forskellige bivirkninger, hvoraf enkelte kan være direkte invaliderende – og du kan ikke vide dig sikker på at få en positiv effekt af investeringen.
  5. Lære at blive angstfri. Denne løsning har naturligvis også en pris. For det første kræver det, at du er villig til at lære noget afgørende nyt. Det lyder måske ikke så slemt, men der er ”sandheder”, som du skal skille sig af med. Ja, du skal faktisk nogle gange opdage, at du har taget fejl på afgørende punkter. For det andet skal du udholde tanken om, at meget lidelse i din fortid kunne være undgået, hvis du have lært det tidligere. Hvis du kan og vil dét, så er det muligt at lære at blive angstfri.

De restende indlæg er naturligvis mest relevant, hvis du vælger den femte vej. I særdeleshed, når du vælger læringens vej, er der god grund til at fremhæve beslutningen over for sig selv. Der vil komme tidspunkter, hvor du har lyst til at modargumentere, det du læser. Nye tanker virker ofte ”forkerte” og ”provokerende”. Når det sker, skal du huske, at dine hidtidige argumenter ofte bygger på de ”sandheder”, som teksten netop sigter på at ændre.

Angst er et tanke-fængsel, der fremstår som en sandhed. Hvis du argumenterer for fængslets eksistens, så får du sikkert ret – men taber samtidig muligheden for at komme fri. Hvor mærkeligt det end lyder, så er det meget menneskeligt at komme til at forsvarer sine begrænsninger med argumenter om, at det ikke kan være anderledes. For at undgå dette, er det vigtigt at du tager en beslutning først, og holder dig selv fast på den.

For at blive angstfri, skal du tænke anderledes end du hidtil har gjort – af den simple grund, at det var nogle af dine gamle tanker, der skabte angsten. For at lære at tænke anderledes, er du nødt til at tage fremmede og uvante tanker til dig, samt prøve dem af, som om de allerede er dine egne. Det lyder måske nemt, når det læses, men de fleste oplever det udfordrende at efterleve – og det er den pris, du må betale ved at vælge læringens vej. 

Der er forskellige niveauer af forpligtelse til beslutningen om at lære at blive angstfri.

  1. Jeg vil prøve at ændre mine tanker, og håber at blive angstfri.
  2. Jeg forandrer mine tanker og forventer derfor at blive angstfri på et eller andet tidspunkt.
  3. Jeg vil være angstfri og vil derfor tænke og gøre hvad som helst – også selv om det på den korte bane er ubehageligt eller forekommer forkert.

Indsatsen i form af beslutsomhed, tid og energi stiger fra niveau 1 til 3 – og det gør effekten af indsatsen også. Måske du tænker; fint jeg napper niveau 3! Det er godt, men husk den beslutning forpligter.

Der er personer, der har givet udtryk for, at de alene på baggrund af en beslutning har tvunget sig selv til at holde op med at være bange i situationer, hvor de plejede at være det. Dette hører nok til undtagelserne – og måske overdriver de også lidt – men deres eksempel er værd at nævne for inspirationens skyld.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *