Kom på andre tanker
Indlæg nr 5 ud af 34 fra bogen Angstfri!
Et af de mest indlysende problemer er, at du tænker alt for meget på angst. Særligt når du nærmer sig steder, situationer eller begivenheder, hvor du tidligere har oplevet minustilstanden, så tænker du ofte på angsten. Som tidligere skrevet: Angst virker kun, når du koncentrerer dig om den. Så hold op med det.
Du kommer til at fokusere på angsten – fordi du nødigt vil genopleve den. Dette bidrager til den selvopfyldende profeti. Tanken om angst skræmmer kroppen, som reagerer med begyndende symptomer som inspiration til flere tanker om angst.
Problemet kan udtrykkes således:
Vi tænker på angst for at undgå det, men når vi tænker på angst, så får vi det.
Det skaber angst, at tænke på angst!
Det er faktisk et mentalt selvmål, at fokusere på sætningen: ”Jeg vil ikke ha’ angst!”
Uanset hvilken særlig repræsentation af angst din hjerne laver, så reagerer din krop, når hjernen tænker på angsten.
Hvis du siger til dig selv: ”Jeg må ikke få angst” – så er det meget vanskeligt, at lade være med at tænke på angst.
Forskellen på de angstoplevende og de angstfri mennesker er ikke kun, at førstnævnte oplever meget ubehag – det er også, at sidstnævnte slet ikke tænker på angst – for hvorfor skulle de dog det?

Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!